Forsker: Jeg skriver med store bogstaver ’Støttet af Gigtforeningen’, fordi det er et kvalitetsstempel
Ph.d.-studerende Tanja Gorlen fortæller, hvordan støtten fra Gigtforeningen fungerer som et kvalitetsstempel, der gør det lettere at rejse yderligere midler fra andre kilder.
Tanja Gorlen forsker i muskelgigt med midler fra Gigtforeningen i ryggen. Hun er overbevist om, at Gigtforeningens blåstempling af hendes projekt øger chancerne for at få flere midler fra andre kilder. Foto: Andreas Haubjerg
Tanja Gorlen har været drevet af muskelgigtens mysterier, siden hun som nyuddannet læge i almen praksis diagnosticerede og behandlede sin første patient med sygdommen. Kompleksiteten i netop denne gigttype, der for mange patienter går i sig selv igen med den rigtige medicinske behandling, men for andre bliver ved at drille i mange år, ’sparkede noget i gang’ i hende, som hun udtrykker det.
"Jeg var sikker på, at jeg skulle være praktiserende læge, men jeg forelskede mig i reumatologien. Og jo bedre kendskab jeg gennem specialet fik til muskelgigt, jo mere tændt blev jeg på at forsøge at løse nogle af de gåder, sygdommen fortsat rummer,” fortæller Tanja Gorlen. Hun er i dag uddannet speciallæge i reumatologi og er for nylig begyndt på et ph.d.-projekt, hvor hun de næste tre år blandt andet skal undersøge, hvorfor nogle patienter med muskelgigt bliver ved med at være syge, imens andre forholdsvis hurtigt kan slippe behandlingen. ”Skyldes det fysiske årsager, vi vil kunne aflæse på deres blodprøver, allerede når de bliver syge? Kan der være psykologiske årsager i spil? Der er et hul i vores viden – en puslespilsbrik, vi mangler," fortæller Tanja Gorlen.
Et fantastisk rygstød
Hun er en i rækken af yngre forskere, der hvert år får gang i forskerkarrieren med midler fra Gigtforeningen. En million kroner har hun fået som et ph.d.-stipendiat, der dækker hendes løn i de to første år af projektet. Gigtforeningens uvildige forskningsråd har desuden støttet Tanja Gorlens forskningsprojekt med 150.000 kroner, der skal dække en del af selve driften af projektet, der har fået navnet ’Muskelgigt: sygdomskarakteristika, livskvalitet og behandlingsvarighed’.
"Det er et helt fantastisk rygstød, at Gigtforeningens forskningsråd tror på mit projekt og har valgt at støtte det med et stort beløb. Det er det, der har gjort det muligt for mig overhovedet at komme i gang," siger Tanja Gorlen. Lige nu er hun i fuld gang med at søge midler til at finansiere resten af projektet – det sidste års løn af det treårige ph.d.-forløb samt yderligere midler til drift. I den proces både håber og tror hun på, at blåstemplingen fra netop Gigtforeningen gør det muligt at skaffe finansiering fra andre kilder.
"Jeg skriver med store bogstaver i mine ansøgninger, at jeg har fået støtte fra Gigtforeningen. Det er velkendt, at Gigtforeningens forskningsråds medlemmer virkelig har fingeren på pulsen inden for feltet og kun giver penge til de projekter, de tror på kan gøre en forskel for mennesker med gigt. Det vil jeg tro, at andre forskningsråd og fonde skeler til, når de skal vurdere mit projekt," siger Tanja Gorlen.
Et klart kvalitetsstempel
Den formodning er hun langt fra alene om. Gigtforeningen har lavet en undersøgelse blandt 179 danske gigtforskere, der har fået midler fra foreningen, og her er meldingen klar. To ud af tre af de forskere, der har fået støtte til deres projekter af andre bevillingsgivere, fortæller, at støtten fra Gigtforeningen har gjort det nemmere at opnå den yderligere finansiering.
"Gigtforeningen er en patientforening med et uafhængigt forskningsråd bestående af medlemmer, der repræsenterer gigtforskningen bredt. Når rådet finder et projekt relevant, er det et klart kvalitetsstempel," siger viceinstitutleder for forskning og klinisk lærestolsprofessor i reumatologi ved Aarhus Universitet, Ellen-Margrethe Hauge.
I dag er hun blandt landets topforskere, men hun begyndte selv sin forskerkarriere med støtte fra Gigtforeningen. Gennem årene er forskningsstøtten blevet til ’en del millioner’, fortæller Ellen-Margrethe Hauge, der senest har modtaget Gigtforeningens hæderspris, Dronning Ingrids Forskerpris, for sin forskning i leddegigt. I 2019 modtog hun Gigtforeningens årlige en millioner kroners pulje, der uddeles til forskningsprojekter af særlig høj, international kvalitet.
"Gigtforeningens midler har i høj grad bidraget til, at jeg har kunnet skabe en forskerkarriere og blive professor, det er jeg ikke i tvivl om," siger hun.
Konkurrence er godt for gigtforskningen
Gigtforeningens uddelingsmidler er forholdsvis beskedne sammenlignet med andre forskningsfonde og patientforeninger. 12-15 millioner kroner uddeler Gigtforeningen årligt, og der er bred enighed blandt forskere om, at dansk gigtforskning generelt er underfinansieret.
I Gigtforeningens undersøgelse svarer 75 procent af de adspurgte forskere, at der enten i høj grad eller en vis grad mangler finansiering til gigtforskning i Danmark. Dog er der udpræget enighed om, at Gigtforeningen spiller en vigtig rolle for igangsættelse af gigtforskning i Danmark. 80 procent har givet scoren 8 eller derover på en skala, hvor 1 er ‘ikke vigtig’, og 10 er ‘enormt vigtig’.
"At Gigtforeningens midler er konkurrenceudsatte, og at de uddeles af et uvildigt forskningsråd, er den helt rigtige måde at få selekteret den bedste forskning på," siger Ellen-Margrethe Hauge, der selv var medlem af Gigtforeningens forskningsråd i otte år, hvoraf hun var formand i to år, indtil hun stoppede i 2019.
"I den periode, jeg var med til at uddele midler, er det min klare fornemmelse, at der er blevet indsendt bedre og bedre ansøgninger. Konkurrencen om midlerne er blevet hårdere, og det har helt sikkert højnet kvaliteten af dansk gigtforskning. I sidste ende til gavn for mennesker med gigt."
Og netop at komme mennesker med gigt til gavn er Tanja Gorlens helt store drive, når hun i de kommende år nørder sig ned i sin forskning på kontoret på Rigshospitalet Glostrup.
Drømme og forskning
"Jeg har ikke en drøm om at blive professor, for jeg er inderst inde så meget klinisk læge, at jeg slet ikke kan forestille mig et liv uden at se patienter hver dag,” siger hun. ”Men det betyder heldigvis ikke, at jeg ikke kan forske ved siden af. Og det tror jeg, jeg kommer til. For det er vigtigt hele tiden at være nysgerrig og blive klogere på mange aspekter af gigtsygdommene, som jeg og mine kolleger kan bruge i vores hverdag, når vi skal gøre alt, hvad vi kan for at finde ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe den enkelte patient."
