Viden til dig, der modtager forskningsstøtte fra Gigtforeningen

Når du modtager forskningsstøtte fra Gigtforeningens forskningsråd, er der en række betingelser, du skal overholde. Derfor er det vigtigt, at du læser dem med det samme. 

Foto: Jacob Ljørring

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe eller skrive til Gigtforeningen

  • Bevillingsbetingelser for forskningsstøtte

    Betingelser for modtagelse af forskningsstøtte fra Gigtforeningens Forskningsråd:

    Bevillingsansvar

    • Bevillingsmodtager er hovedansvarlig for, at bevillingen anvendes til det formål, den er givet, og at bevillingsbetingelserne overholdes.
    • Væsentlige ændringer i bevillingens forudsætninger – f.eks. at projekt eller bevillingshaver flytter til anden institution – kan ikke foretages uden Gigtforeningens forudgående godkendelse. Ved udsættelse af projektets start eller afslutning skal det fremgå af progresrapporten.
    • Hvis Gigtforeningen allerede har støttet et givent projekt med forskningsmidler, kan der ikke søges om nye projektmidler til det samme projekt, medmindre projektet siden har gennemgået væsentlige ændringer, som har affødt nye finansieringsbehov.
    • Såfremt bevillingsmodtager ikke har påbegyndt sin forskning inden to år fra bevillingsdatoen, forbeholder Gigtforeningen sig ret til at inddrage bevillingen efter først at have adviseret bevillingsmodtageren.

    Overholdes bevillingsbetingelserne, herunder årlig afrapportering, ikke, forbeholder Gigtforeningen sig ret til at inddrage eventuelle restbeløb eller kræve hel eller delvis tilbagebetaling af bevillingen. Endvidere afskærer ansøgeren sig fra at kunne søge om yderligere støtte fra Gigtforeningen, indtil forholdene er bragt i orden.

    God forskningspraksis

    Gigtforeningen forventer, at modtagere af forskningsbevillinger overholder anerkendte standarder for god forskningspraksis, herunder ’The Danish Code of Conduct for Research Integrity’. Brud på standarder for god forskningspraksis kan medføre stop af udbetaling eller krav om tilbagebetaling af allerede udbetalt støtte samt afskæring fra at søge støtte i fremtiden.

    Open Access

    Gigtforeningen tilslutter sig de offentlige forskningsråd og fondes Open Access-politik. Det skal tilstræbes, at publicerede videnskabelige artikler, som er resultatet af forskningsprojekter, der er helt eller delvist finansieret af Gigtforeningen, skal gøres frit tilgængelige for alle via Open Access, hvis tidsskriftet tillader det.

    Læs nærmere på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside

    Forsøgsdyr

    Gigtforeningen tilslutter sig erklæringen ’The Joint EU Funding Principles for Research Involving Animals’. Vi forventer, at modtagere af forskningsbevillinger har fokus på at nedbringe belastningen af forsøgsdyr gennem de tre R’er: Replacement, Reduction og Refinement.

    Udbetaling af støtte

    Med henblik på udbetaling af bevillingen skal der oprettes en særskilt fondskonto, som kun vedrører denne bevilling. I forbindelse med tildeling af en bevilling vil modtageren blive orienteret om de nærmere retningslinjer for kontooprettelse mv.

    En bevilling skal tilbagebetales (helt eller delvist), hvis forskningen medfører et økonomisk overskud på baggrund af opnået patent.

    En bevilling fra Gigtforeningen kan ikke bruges til administrationsgebyr, studieafgift, overhead eller lignende omkostninger relateret til driften af den arbejdsplads, hvor forskningsprojektet udføres. Endvidere gives bevillingen under forudsætning af, at den er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i momsbekendtgørelsen.

    Regnskabsaflæggelse

    Så snart bevillingen er opbrugt eller senest seks måneder efter projektets afslutning, skal der aflægges endeligt regnskab. I regnskabet skal der udelukkende gøres rede for de midler, der er opnået fra Gigtforeningen.

    Det endelige regnskab skal indsendes via det elektroniske ansøgnings- og afrapporteringssystem, efond.

    Start elektronisk afrapportering

    Regnskabet skal indføres direkte i afrapporteringsskemaet, og desuden skal der uploades et kontoudtog fra den særskilte fondskonto, bevillingen er indsat på. Dette kontoudtog skal forsynes med den administrerende økonomiafdelings underskrift og stempel.

    Såfremt regnskabet viser et overskydende beløb, skal dette tilbagebetales til Gigtforeningen.

    Rapportering

    Bevillingsmodtager forpligter sig til at indsende en årlig progresrapport via det elektroniske ansøgningssystem efond. Der skal redegøres for, hvordan projektet skrider frem, og om der er eventuelle forsinkelser, problemer eller lignende.

    Senest seks måneder efter, at der foreligger resultater fra forskningsprojektet, skal Gigtforeningen modtage en afsluttende rapport, der besvarer forskningsspørgsmålene opstillet i ansøgningen. Den afsluttende rapport skal desuden indeholde en populært formidlet tekst på dansk om projektets resultater og perspektiver, som Gigtforeningen må formidle videre i f.eks. nyheder og blade.

    Forskningsformidling

    Gigtforeningen uddeler hvert år 10-15 millioner kroner til forskning i Danmark. Det er vores medlemmer og andre bidragydere, der muliggør, at vi kan uddele penge til forskning. På denne baggrund er det vigtigt, at Gigtforeningen kan dokumentere og videregive viden om de forskningsprojekter, vi støtter. Vi anmoder derfor bevillingsmodtagere om følgende:

    • At du downloader Gigtforeningens logo, som findes på dansk så vel som på engelsk. Download af logo 
    • Du anvender det ved alle præsentationer af projektet (foredrag, posters, publikationer m.v.)
    • At du er indstillet på at holde et foredrag i en af foreningens kredse inden for dit forskningsområde. Dækning af rejseomkostninger og evt. honorar efter nærmere aftale.
    • At du stiller dig til rådighed for Gigtforeningen, eksempelvis med henblik på en artikel i Gigtforeningens medlemsblad eller presseomtale. Orienter os gerne, hvis du har nogle interessante forskningsresultater, som vi kan omtale, eller hvis du afventer medieomtale.
    • At du altid nævner finansieringskilden, når du publicerer resultater af projekter støttet af Gigtforeningen.
  • Rejse- og kongresstøtte

    Til brug for din præsentation kan Gigtforeningens logo downloades på såvel dansk som engelsk. Download af logo

    Krav til rapport, regnskab og bilag:

    • Senest 60 dage efter kongressens afslutning skal du indsende regnskab med bilagsdokumentation via Gigtforeningens elektroniske system. Såfremt der ikke indsendes rapport med regnskab inden for 60 dage, bortfalder bevillingen. Du skal redegøre for, om der er opnået tilskud til kongresrejsen fra anden side.
    • Kun udgifter, der fremgår af ansøgningens budget, vil kunne dækkes
    • Det er ikke muligt – trods bilagsdokumentation – at få udbetalt et beløb, der overstiger det bevilgede.
    • Er der udgifter til kongresgebyr, hotel og hovedtransport, skal du uploade bilag for udgifterne. Er bilagene i udenlandsk valuta, skal der uploades bilag for beløbet i danske kroner, f.eks. kontoudskrift.

    Opfyldes betingelserne, vil du få overført beløbet efter aflæggelse af regnskab med bilagsdokumentation for udgifter.

  • Når du præsenterer din forskning


    Gigtforeningen anmoder om, at du bruger Gigtforeningens logo, når du præsenterer din forskning. Logoet findes både i en dansk og en engelsk version. På engelsk hedder Gigtforeningen "Danish Rheumatism Association".

    Download af logo

Senest opdateret 29.04.2024